Resocialisering og kokkeskoler

- genvej til en ny karriere


Kokkeskoler i de danske fængsler bygger på en ambition om at inspirere de indsatte til at skifte karriere, så der bliver mindre ny kriminalitet og færre ofre, og for at sprede den tankegang, at alle tidligere straffede, der har udstået deres straf, fortjener en chance til.
Melting Pot: Resocialisering - kokkeskoler i danske fængsler

I september 2011 startede Melting Pot – i samarbejde med Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Vridsløselille – en madskole i det lukkede fængsel. Formålet var at starte en debat om resocialisering og at udforske, hvorvidt en engageret madundervisning kunne mobilisere ukendte ressourcer hos de indsatte. I den sidste ende var ambitionen at samle kokke i hele landet om at starte madskoler i samtlige danske fængsler – for på den måde at inspirere de indsatte til at skifte karriere, så der fremadrettet bliver mindre ny kriminalitet og færre ofre, og for at sprede den tankegang, at alle tidligere straffede, der har udstået deres straf, fortjener en chance til.

Igennem et forløb på otte intensive uger lærte Claus Meyer – i samarbejde med kokkene Mads Refslund og Bo Frederiksen – tyve indsatte i Statsfængslet Vridsløselille at lave mad, bage brød og dyrke grøntsager. Topchefer fra store danske erhvervsvirksomheder underviste i entreprenørskab, personlig udvikling og samarbejde.

Det første madskoleforløb kulminerede med endags-restauranten ”Ukrudt”, som gav omverdenen mulighed for at komme inden for murene for første gang i fængslets historie. Fangerne tilberedte og serverede selv en 7-retters menu på Michelin-niveau for 60 gæster.

Behovet for nye tiltag, der kan mindske tilbagefald til kriminalitet, er presserende. I Danmark begår 26 % af alle dømte ny kriminalitet. Og har man siddet i fængsel to gange, er der statistisk set 50 % sandsynlighed for, at man vender tilbage. Det er en tung byrde, som bæres af ofrene og af samfundet.

Melting Pot: Resocialisering - kokkeskoler i danske fængsler

2. etape: Kokkeskoler i tre fængsler, støttet af TrygFonden
På baggrund af de gode erfaringer fra pilotprojektet og efter en ansøgning fra Kriminalforsorgen, donerede Trygfonden i 2012 midlerne til en udvidet indsats; et bredt og ambitiøst udviklingsprojekt omfattende mindst tre fængsler. Efter en udbudsrunde vandt Meyers Madhus opgaven.
Melting Pot: Resocialisering - kokkeskoler i danske fængsler

Det udvidede projekt betød, at kokkeskolen i Vridsløselille kunne fortsætte, en ny kokkeskole i det åbne statsfængsel i Jyderup kunne åbnes, og der blev påbegyndt et tæt samarbejde med Københavns Fængslers eksisterende kokkeskole.


Med en uddannelse, som eleverne nu kan få papir på, er mange af kokkeskolernes elever nået langt. De har ikke alene scoret eksamenskarakter pænt over landsgennemsnittet, flere af dem, der har været med i projektet, er også løsladt til jobs og uddannelsesstillinger i og omkring madbranchen: én blev kåret til årets kokkeelev på en eksklusiv restaurant i København; en er kommet i lære i Meyers Køkken; en anden blev ansat som gartner på Lilleø; fem kokkeskoleelever er kommet til en større kantinevirksomhed, og flere andre har fundet vej til job eller uddannelse efterfølgende.

Det er hensigten, at de kokkeskoler, som er opbygget i projektet skal fortsætte, og at maduddannelse fortsat skal være en af de måder, indsatte hjælpes til et liv med beskæftigelse og uden kriminalitet.

Omkring kokkeskolerne er der udviklet en række tiltag, f.eks. etablering af bageri og bageruddannelse i Københavns Fængsler, madkurser for både indsatte og fængselspersonale, catering ”ud af fængslet” og tilbagevendende restaurant-events, hvor offentligheden inviteres inden for, og de indsatte får afprøvet deres kunnen i en professionel kontekst.

Melting Pot: Resocialisering - kokkeskoler i danske fængsler

Kontakt


Vil du vide mere om Melting Pot Foundation's arbejde med kokkeskoler i danske fængsler? Så kontakt venligst:

Melting Pot Foundation
Magnus Søgaard
Email ms@meltingpotfoundation.org