Restaurant GUSTU


På restaurant GUSTU i La Paz, Bolivia tilbyder vi en praktisk uddannelse i entreprenørskab og madhåndværk for unge. Forløbet skal føre til udvikling af egne, bæredygtige gastronomiske virksomheder rundt om i de bolivianske lokalsamfund.
Melting Pot: Restaurant GUSTU

Bolivias enestående madkultur kan føres tilbage til den præ-Columbianske æra, og med sine fire forskellige klimazoner har Bolivia en mangfoldighed af råvarer, der ikke findes magen til noget sted på jorden. Bolivia mangler imidlertid ressourcer og nye ideer, hvis landet i en overskuelig fremtid skal komme i gang med at udnytte sine udviklingsmuligheder.

Melting Pot har i samarbejde med IBIS etableret en boliviansk fond, Melting Pot Bolivia, der skal fungere som katalysator for en bæredygtig gastronomisk og social udvikling. Fonden åbnede foråret 2013 restauranten GUSTU i Bolivias hovedstad, La Paz.
Melting Pot: Restaurant GUSTU

Udover at positionere sig som et gastronomisk flagskib, har GUSTU som formål at uddanne unge, fattige bolivianere, primært af indiansk afstamning, til madentreprenører.


I praksis er GUSTU en fine dining restaurant, et bageri, og et food lab. Undervisningen foregår efter mesterlærerprincippet. IFU, industrialiseringsfonden for udviklingslande, ejer 45% af aktierne i GUSTU. Når restauranten er profitabel går 5% af omsætningen til Melting Pot Bolivia, udover at 55% af de værdier der skabes altså føres tilbage til Melting Pot.

Udover at etablere GUSTU, har Melting Pot Bolivia taget initiativ til at starte en boliviansk madbevægelse, MIGA, der, på tværs af alle sociale lag, inddrager repræsentanter fra hele madsektoren og de omkringliggende erhverv, med henblik på at fremme et mere bæredygtigt landbrug, biodiversitet, småskala-fødevareproduktion og en sundere måltidskultur. Dette projekt har konkret manifesteret sig i en årligt tilbagevendende madfestival TAMBO, der i 2014, med støtte fra den danske ambassade i Bolivia, afvikles for 3. gang, med et forventet besøgstal på over 30.000 deltagere.

Endelig har Melting Pot Bolivia i samarbejde med GUSTU udviklet et madskolekoncept hvor i gennem unge får en seks måneders maduddannelse alt imens de laver mad til de børn som går i skole i slumkvartererne. I samarbejde med den latinamerikanske udviklingsbank CAF og med støtte fra bl.a. de hollandske tipsmidler, åbnede Melting Pot Bolivia i juni måned 2013, den første af i alt 13 sådanne madskoler, der kommer til at uddanne mere end 6.000 unge i løbet af de efterfølgende to års drift.

Kontakt


Hvis du vil vide mere om vores arbejde i Bolivia, kan du besøge madskolenibolivia.dk eller kontakte Melting Pot direkte:

Melting Pot Foundation
Magnus Søgaard
Email ms@meltingpotfoundation.org