Restaurant GUSTU - Melting Pot Foundation

Smagens Time


Smagens Time er blevet afholdt siden 2011. Dengang åbnede 67 restauranter rundt om i landet dørene, og mere end 2.700 børn satte tænderne i en velkreeret tre-retters menu. Siden er både antallet af restauranter og børn vokset år for år, og i 2018 deltog mere end 100 restauranter i hele landet i Smagens Time, og gav op mod 3.900 unge gæster en madoplevelse for livet.

Smagens Time er normalt en landsdækkende begivenhed, hvor tusindvis af børn og unge besøger en række af landets bedste restauranter – forbudt for voksne!

I år har Corona-pandemien desværre lagt så mange benspænd, at det er praktisk umuligt at afvikle arrangementet, som normalt. Derfor pakkes det kulinariske håndværk sammen og restaurantoplevelsen leveres lige til døren, i samarbejde med Simple Feast og Meyers.

"Smagens Time - COVID, Go Home Edition" afvikles torsdag 19. november 2020.

Læs mere og køb din menukasse på smagenstime.org.

Manq’a


I september i år blev tre af de 14 madskoler, som Melting Pot Bolivia er i færd med at etablere i slumkvarteret, El Alto i La Paz, Bolivia, indviet. Skolerne, der også kommer til at fungere som lokale cafeteriaer, ligger i områder præget af fattigdom og kriminalitet. Manq’a kommer til at uddanne ca. 3.000 unge i løbet af de næste tre år. Uddannelsen, der bygger videre på erfaringerne fra mesterlæremodellen fra GUSTU og på nogle af de vinkler på bolivianske råvarer, der er udviklet der, er i færd med at blive akkrediteret af det bolivianske undervisningsministerium.

Brownsville community culinary academy


Melting Pot er i færd med at grundlægge en madskole, et bageri, et cafeteria og et sundhedsprojekt - Remixing Soul Food - for udsatte unge i Brownsville, i den østlige del af New York City. Her skal de undervises i madlavning og tilegne sig færdigheder, så de senere kan få job i restaurant- og fødevarebranchen. Brownsville er et af de mest belastede samfund i USA. Omtrent halvdelen af indbyggerne lever på overførselsindkomst og bor i "public housing". Brownsville har den højeste forekomst i USA af fedme, diabetes II, arbejdsløshed, kriminalitet unge mænd i fængsel. Og så er Brownsville en "food desert", hvor adgang til gode og sunde madvarer er meget sparsom.